Udskriv siden

Behandlingsforløb

Et typisk behandlingsforløb kan inddeles i følgende faser:

Startregistrering: Ved dit første besøg i CTN skal du have taget forskellige røntgenbilleder af dine tænder og kæber, et scan af din over- og undermund samt fotos af dit ansigt og dine tænder. Dette materiale skal specialtandlægerne bruge for at lave en behandlingsplan.

Samtale: Herefter kommer du ind til en samtale med en specialtandlæge, hvor du vil få en grund gennemgang af dit behandlingsbehov samt dit eventuelle behandlingsforløb.

Den aktive behandlingsfase: Når den aktive behandlingsfase indledes, indsættes der enten fast apparatur eller udleveres en aftagelig bøjle alt efter hvilken behandlingsform, der er tilrettelagt for dig. I den aktive behandlingsfase skal du løbende komme til kontrol, som oftest med 6-8 ugers interval.

Retentionsfasen: Når den aktive behandlingsfase afsluttes, indsættes og/eller udleveres der en holdebøjle (skinne/tråd) til at opretholde det opnåede resultat. I retentionsfasen skal du komme til kontrol med lidt længere mellemrum, som oftest med 3-12 måneders interval.

Afslutning: Som hovedregel tilbyder vi kontrol i 2 år efter din aktive bøjle er fjernet. Herefter vil du blive afsluttet. Hvis du er tæt på eller over 18 år, når den aktive behandling afsluttes, er der dog andre tidsrammer.

Du vil blive tilknyttet en fast specialtandlæge, der følger dig gennem hele dit behandlingsforløb. Til gengæld vil du opleve at blive tilset af forskellige behandlere, idet alle vores klinikassistenter og tandplejere har kompetencer til at udføre de løbende kontroller.