Udskriv siden

Vejledning

Gener
Når man er i tandreguleringsbehandling, er det helt normalt, at tænderne kan føles lidt løse og være ømme i op til flere dage efter kontrol. Hvis du har smerter, kan det afhjælpes med almindelig smertestillende medicin som fx Panodil og Pinex. Hvis bøjlen irriterer tandkødet, kan du sætte det udleverede voks på, hvor det er nødvendigt.

Mundhygiejne
Mundens bakterier får mange nye gemmesteder, når man bruger bøjle. Tandregulering kræver altså, at du bruger ekstra tid på at holde både tænder og bøjle helt rene, så der ikke kommer huller i emaljen.

Pasning af faste bøjler
Når du børster tænderne skal forsiden børstes i tre baner: langs tandkødskanten, på klodserne og ved tyggefladerne. Derudover skal tænderne børstes som uden bøjle: på tyggefladerne og bagpå.

Pasning af aftagelige bøjler
Hvis du har fået en aftagelig bøjle, skal denne tages ud og børstes hver gang du børster tænder. Det kan gøres med en tandbørste, koldt vand og evt. parfumefri håndsæbe. Hvis der kommer kalkaflejringer på bøjlen, kan den lægges i en blanding af lige dele husholdningseddike og koldt vand et par timer, før den børstes godt. Husk altid at opbevare din aftagelige bøjle i den udleverede æske, når du ikke har den i munden.

Vejledning i tandbørstning