Behandlingsforløb
Et typisk behandlingsforløb kan inddeles i følgende faser:
Startregistrering
Ved dit første besøg i CTN får du taget forskellige røntgenbilleder af dine tænder og kæber, et scan af din over- og undermund samt fotos af dit ansigt og dine tænder. Dette er materiale, som skal bruges for at lave din behandlingsplan.
Samtale
Efter startregistrering kommer du til en samtale med en specialtandlæge, hvor du får en grundig gennemgang af dit behandlingsbehov samt dit eventuelle behandlingsforløb.
Den aktive behandlingsfase
Når den aktive behandlingsfase indledes, indsættes der enten fast apparatur eller udleveres en aftagelig bøjle alt efter hvilken behandlingsform, der er planlagt for dig. I den aktive behandlingsfase skal du løbende komme til kontrol, som oftest med 6-8 ugers interval.
Retentionsfasen
Når den aktive behandlingsfase afsluttes, indsættes og/eller udleveres der en holdebøjle til at opretholde det opnåede resultat. I retentionsfasen skal du komme til kontrol med lidt længere mellemrum, som oftest med 3-12 måneders interval.
Afslutning
Som hovedregel tilbyder vi kontrol i 2 år efter din aktive bøjle er fjernet. Herefter vil du blive afsluttet. Hvis du er tæt på eller over 18 år, når den aktive behandling afsluttes, er der dog andre tidsrammer.
Du vil blive tilknyttet en fast specialtandlæge, der følger dig gennem hele dit behandlingsforløb. Til gengæld vil du opleve at blive tilset af forskellige behandlere, idet alle vores klinikassistenter og tandplejere har kompetencer til at udføre de løbende kontroller.